Altstadt ligger på en bakkeø i floden Trave, ved hvis
udmunding i Østersøen Travemünde ligger. Denne flod, dvs. adgangen til
Østersøen har haft ekstrem betydning for Lübeck, og her skal vi retur til
middelalderen, hvor der som bekendt ikke eksisterede køleskabe og fryseanlæg.
Men der eksisterede byer, og nogle blev store og rige, fordi der ikke
eksisterede køleskabe.
Hvordan? Hvorfor? Fordi folk skulle bruge salt. Salt har den
egenskab, at den suger vand til sig, og et tæt saltlag lukker for ilttilstrømning.
Aha, et konserveringsmiddel … men der skal meget til at dække et kar med en
flæskeside, et badekar – og en hel bys mange badekar. Havde man salt, var man
rig.
Det havde Lübeck ikke, men de lübeckske købmænd kunne skaffe
det.
I Lüneburg ikke mange
mil sydvest havde man dygtiggjort sig i saltudvinding fra miner, så omkring
| Lüneburg salt |
![]() |
| Speicher ved Trave |
Lübeck blev den førende
by i den mægtige handelsorganisation Hanseforbundet, som omfattede mere end 100
byer i et område, der strakte sig fra Greifswald og Münster over Hildesheim til
Bremen og Stralsund. Vi ser stadig reminiscenser af Hansen på nogle tyske
biler. HH betyder Hansestadt Hamburg, HRO Hansestadt Rostock und so weiter.
Denne Hanse, som på dansk altså kaldes Hansen – ikke at
forveksle med ham Hansen, var en torn i øjet på den danske konge, altså alle
dem, der var konger i middelalderen. De kunne ikke lide Hansens monopol på
salthandel, og der var ofte krig mellem de to parter. En antydning af dansk
tilstedeværelse i middelalderen ses stadig i stednavnet Dänischburg derude nord
for Lübeck.
Nå, den rige by blev større. Urbanisering fandtes også i
denne periode. I 1300 – 1400-tallet blev boligmanglen eklatant, og der var ikke
megen plads i Altstadt, som blev begrænset af Trave med kanaler. Hvordan løste
man det problem?
Man åbnede ind til
baggårdene. De mange smukke huse blev gennemboret af gange, der gav adgang til
baggårdene, hvor man så kunne bygge boliger til de nyankomne.
Og da de nyankomne ikke skulle tro, de var noget, skulle
gangene være lave. Nogle steder så lave, at beboerne nærmest måtte på knæ.
Kriteriet var, at en ligkiste skulle kunne bringes gennem gangen.
Mange af disse gange eksisterer fortsat som en åbning til
middelalderen. Læg mærke til dem på spadsereturen i de smalle, gamle gader,
gyder og stræder. Et eksempel ses på illustrationen.
| En blandt mange Gänge |
Markante
turistattraktioner og meget populære boliger ligger i andre gårde, som egentlig
er baggårde, men med større, stadig små boliger inden for en høj og bred port.
De to kendteste er Füchtings Hof og Glandorphs Hof i Glockengießerstraße.
| Füchtings Hof i Glockengießerstraße |
Læg i øvrigt også mærke til gadenavnene. Mange hedder –grube
til ”efternavn”. OK, Breite Straßse og Königstraße findes også, men der er
mange –gruber, Fischergrube, Kleine og Große Petersgrube, Beckergrube. Ordet betyder 'grøft' til dræning.
Naturligvis blev store dele af byen udraderet af engelske
tæppebombardementer. Især en martsnat i 1942 var hård ved de centrale dele. Det
ses tydeligt, hvor der nu er brede færdselsårer og moderne byggerier. Mest
overrasket er man faktisk over, at så store dele af middelalderbyen trods alt
er bevaret, hvortil skal føjes, at meget er genopbygget, genskabt som før. Det
gælder bl.a. rådhuset.
Når man som vi oplever Lübeck i regnvejr, er et museum et
godt tilflugtssted. Buddenbrook Haus er naturligvis spændende, fordi man
fornemmer Thomas Manns miljø, der jo er beskrevet i detaljer i romanen.
Størstedelen af museet er dog overmåde teksttungt – man skal ikke have
problemer med sin prostata, hvis man vil have alt læst.
Kunstmuseet Behnhaus/Dränger
rummer mange kvadratmeter og mange malerier. Jeg må erkende, at jeg faldt for
et fåtal af de repræsenterede malere. Et lyspunkt var et lille maleri af P.S.
Krøyer – lyspunkt bogstaveligt talt. Her var sol og luft i modsætning til mange
mørke, tunge skilderier.
Den bedste museale oplevelse var Willy Brandt Haus. Meget
interessant at se den østtyske og den vesttyske tv-avis beskrive de samme
episoder. Kildekritikkens abc illustreret.
Sluttelig en tilføjelse for sprognørder.
Naturligvis findes et Denkmal – et monument for Thomas Mann
(hans bror Heinrich er mindre fremtrædende, men er der dog). På dette monument
faldt jeg over teksten, som på tyske ikke kan undgå ü – altså u Umlaut. Denne
accent, tréma vises på tryk altså med to prikker. I håndskrift som to korte
streger over u, o eller a. Før vores moderne håndskrift skrev man gotiske
bogstaver. Det gjorde man i Tyskland langt op forrige århundrede. Fx underskrev
den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best sig med gotisk. Et ”lille e” skrives
som ”et flueben på hovedet” tæt fulgt af ”et flueben”. Kan man forestille sig
det? En ”opstreg”, streg ned, smal luft, streg ned med ”opstreg”. De to
”streger ned” er derpå gjort lidt mindre og placeret over a, o eller u, som
derved får sit rigtige fonetiske udtryk. Denne Umlaut kan en stenhugger ikke
nemt fremstille og fastgøre på en sten, hvorfor han sætter et regulært E ind
mellem U’ets ben. Smart – og illustrativt for sprogligt interesserede.
| U Umlaut dvs. U med et E i |
Og man tager absolut ikke fejl ved uanset vejret at vælge en
forlænget weekend i Lübeck – en åbning til middelalderen.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar