Dette er en artikel, som jeg skrev til Danske Slægtsforskeres medlemsblad, Slægtsforskeren, dec. 2022

At være funktionær 1796 - 1829

 

Sommeren 1829 var så kort, som den var elendig. Endnu i juni lå der sne i Københavns gader, og i de næste måneder regnede det dag efter dag efter dag.[1] Et skrækkeligt vejr for en brystsvag kontor­mand. 25. marts 1829 om eftermiddagen var Müller blevet syg. 7. sept. døde han og efterlod foruden enken Amalie Wilhelmine og to sønner Thorvald og Georg Axel en betragtelig gæld.

Theodosius Christian Müllers død angives i kirkebogen at være forårsaget af brystsyge, som vist kunne betegne både lungebetændelse og tuberkulose. Studier i Københavns Brandforsikkrings[2] arkiv afslører, at han havde en ikke ubetydelig gæld til sin arbejdsgiver; ens naturlige skepsis foranlediger således spørgsmålet: hvorfor døde Theodosius? Lungebetændelse eller svindelanklager? Studierne afslørede også interessante forhold omkring offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår. Derfor disse linjer.

Men altså Müller … Han blev født i Ribe 1772[3], søn af en værtshusholder og brændevins­brænder. Før folketællingen 1801 var han rejst til København. Her findes han nemlig som 28-årig og loger­ende hos ”Baandfabriquer og Borger” Christopher Henningsen, Gothers­gade 184. Theodosius var ugift og ”i Brandkassen som Fuldmægtig”. I en ansøgning fra 1804 oplyste Müller, at han blev ansat i selskabet i begyndelsen af januar 1796, dvs. som ca. 24-årig, og at han forinden havde taget en juridisk eksamen ”med bedste Karakter”.

Ganske ung, men allerede embedsmand, måske et godt parti for en urmagerdatter.

Amalie Wilhelmine blev født 1781, datter af urmager Morten Hansen[4]. Da hun 13.04.1808 blev gift med Theodose, som hans navn hyppigt skrives, boede hun hos sin mor, der var blevet enke. Amalie havde ifølge en fynsk kirkebog[5] været ansat som lærerinde hos general Peymann (1735-1823); den

stakkels ingeniørofficer, der ganske uforberedt og for­udsæt­nings­løst fik til opgave at forsvare København mod den engelske overmagt i 1807.

Ifølge præsten, der forfattede krøniken i Barløse kirkebog, havde Amalie Wilhelmine optændt af fædrelands­kærlighed bebrejdet Peymann, at han ikke forsvarede København bedre, men hvad skulle han gøre med en underlegen militær styrke … Efter det voldsomme bom­barde­ment forstod ledende kredse i hovedstaden situationen og opfordrede Peymann til at kapitulere og udlevere flåden. Peymann fulgte rådet og blev da afskediget i unåde; efter krigen erkendtes det dog fra højeste sted, at han ikke havde hverken militære eller personlige forudsætninger for at gøre det bedre end gjort, hvorfor han blev rehabiliteret og tilkendt pension. Den unge Amalie Wilhelmine var givetvis under indtryk af den offentlige mening, som ikke afventede en sober vurdering af Peymann.

At hun måske havde et iltert temperament, får man også en fornemmelse af ved læsning af kirke­bogens tekst: hun ”spillede en ikke ubetydelig Rolle paa Beaumondens Baller i Be­gynd­­­elsen af Aarhundredet”; hun deltog ivrigt i det københavnske borgerskab festlig­heder, hvor hun måske har hørt nogle kloge sig på krigsførelse.

Det er næppe utænkeligt, at den unge fuldmægtig Müller ligeledes fandt sin vej til samme fester, og at de der mødtes.

De blev gift - viet i St. Hans Hospitals kirke 13. april 1808, og i 1809 fik de deres første­fødte, Thorvald. I 1812 den anden søn, Georg Axel.

 

Müller var altså ansat ved Kiøbenhavns Brandforsikkring, der som det første danske brand­forsikringsselskab var etableret 1731 efter en række store brande i hovedstaden. Igen i 1795 havde der været en storbrand i hovedstaden, hvorved 941 gårde og huse i 55 gader var gået til.[6] Der var brug for en brandforsikring.

Direktionen bestod af fremtrædende borgere og embedsmænd, og der var officielt fire ansatte, heriblandt Theodosius Müller kasserer og kancelliråd i 7. rangklasse, nr. 1. Hertil kom et par ”privat­ansatte”, herom nedenfor.

 

Om Direktionen eller andre har haft en mistanke om unøjagtigheder, kan ikke siges, men i løbet af forår og sommer 1829 foretog hans fuldmægtig Münter nogle undersøgelser, der førte til, at to medlemmer af direktionen, Jonas Collin, som ud over at være teaterdirektør også var deputeret for finanserne, ”finansminister”, og Capitain Andreas Rudolph Hornbeck 13. juli 1829 indfandt sig på kontoret for at foretage et kasseeftersyn. Sagen var nu på højeste niveau i selskabet.

Det førte til et notat af 17. august, hvori sygdomsramte Müller bekræftede, at han skyldte kassen dels 466 rigsbankdaler plus et par skilling i ”Sedler og Tegn”, dvs. penge som vi kender dem, dels 198 rigsbankdaler ”rede Sølv”.

 Denne situation opstod ikke pludseligt. Men lad os først se på Müllers karriere.

Han havde i 1794 efter eget udsagn[7] som nævnt taget en ”dansk juridisk Examen med bedste karakter” og blev ansat fra ”Januari Maaneds Begyndelse” 1796. Han var ifølge folketællingen 1801 fuld­­mægtig, formodentlig ”privat fuldmægtig”. I 1804 søgte han en ledig stilling i Annuitets Contoiret som ”Reserve”, hvilket må være et avancement.

Müller blev Reserve og søgte derefter i januar 1809 stillingen som Controlleur. Casserer Niels Kierkgaard var død, og traditionen var stærk: Den hidtidige Controlleur Thornam forventedes udnævnt til kasserer, hvorved Müller øjnede chancen for forfremmelse. Det fremgår dernæst af en ansøgning af 27. december 1809 (citeret nedenfor), at også bog­holder Worgaard var død. Müller var bevidst om, at kasserer Thornam ville få stillingen som bogholder - hvilket skete - og så kunne han jo blive kasserer, hvilket også skete; inden for et kalenderår to trin op ad karrierestigen.

Ansættelsesprocedurer var således i faste rammer, dvs. man avancerede efter anciennitet, skønt der ses undtagelser, fx denne:

 

Den afdøde kasserer Niels Kierkgaard havde en lillebror, C. Kierkgaard med en lidt trist skæbne, som illustrerer de trods tradition usikre ansættelsesmæssige strukturer. Han havde siden 1810 været Müllers ”private Fuldmægtig” med en løn af de dengang bevilgede 200 rdl; denne løn havde Müller suppleret med midler taget af sin egen løn, 100 rdl om året.

Kierkgaards ansøgning 1826 om ansættelse som fast fuldmægtig citeres her in extenso til illustration af tidens stil:

Af hoslagte Attester og Constitutioner vil den høÿe Direction behagentligst erfare: at ieg nu i 41 Aar har tient hos og været constitueret for Embedsmænd. -

I Kjøbenhavns Brandforsikkrings Casserer-Contoir har ieg tient i over 22 Aar, hvor ieg har været constitueret Casserer ved min Broders Død og aflagt Reede og Rigtig­hed for ham, samt siden efter ofte været betroet Cassen og forrettet Embedet i Cas­ser­erens Sygdom eller Forfald. -

Min Løn som privat Fuldmægtig for Cassereren er 300 Rbd r:S: og som Assistent ved Annuitets Contoiret har ieg hidtil havt 100 Rbd r:S: i Gage. -

Da Bogholderen i sidstnævnte Contoir, General Lotto Inspecteur Sÿlow døde, havde Controlleuren ved Contoiret Sommersted Haab om at blive Bogholder med 400 Rbd r.S. Gage og ieg naar det havde gaaet efter Tour, Controlleur med 300 Rbd r.S: Gage; - men uagtet vi længe havde været ved Contoiret, fandt den da værende Direc­tion for got at ansætte nu værende Captain Bartholin til Bogholder. - Vi maatte altsaa staa tilbage. -

Strax efter at han havde modtaget Embedet, blev han (: siden han var Regiments­qvarter­mester ved Hans Majestæt Kongens Regiment :) commanderet med Trop­perne til Holsteen, kunde altsaa ikke forrette Embedet, ieg blev af den Aarsag paa­lagt at forrette det i hans Fraværelse. -

Inden hans Tilbagekomst var det at Hans Majestæt overtog Annuitets-Gielden[8], hvoraf fulgte at Annuiteterne paa engang var blevne udtrukken i Stædet for visse bestemte Stx Aarlig, indtil 1826 Aars Udgang; Det Heele var altsaa giort, ved hans Hjemkomst og Designationer af mig forfattet og til vedkommende Collegium indsendt. - Imidlertid mistede ved denne Ansættelse Sommersted 100 Rbd og ieg 200 Rbd r:S: Aarlig, hvilket ikke er ubetydeligt i de 13 Aar som ere forløbne. -

Nu er ieg i en Alder af næsten 57 Aar; har efter min Overbevisning arbeidet troelig i det der har været mig anbetroet fra min første Ungdom - ieg har især lidt meget paa min Helbred i de 7 Aar ieg conditionerede for Foged Rasmussen i Foesens Fogderie i Trondhiems Stift, formedelst de strænge Søe-Reiser ved Strandings For­ret­ninger, Behandlings-Forretninger den strænge Vinters Tid i over 30^ve Graders Kulde og paa Tingturene, som ieg for det meste maatte giøre alleene, siden min Principal ikke taalte Søen. -

Paa den Fod ieg nu staar og i 22 Aar har staaet som privat Fuldmægtig i Brand­forsikk­ringens Casserer-Contoir kan ieg været udsadt for især i Fald Sygdom skulde treffe mig, at blive opsagt som et andet Tienestetyende, hvilket vilde være skrække­lig for mig, da ieg intet har at leve af undtaget de 300 Rbd ieg har privat af Casser­eren og 100 Rbd ved Annuitets-Contoiret, som ieg vel nu maa miste ved dette Aars Udgang. -

Jeg har fattig Familie, som ieg fra min tidlige Ungdom har ernæret og maattet hielpe til at ernære saa meget det har staaet i min Magt, har ogsaa giort det og giør det endnu, skiønt med megen Opofrelse og saaledes at ieg intet selv er ejende, uden hvad min liden Gaard i Laxegaden kan være mere værd end den Prioritet ieg har i samme udgiør. -

Jeg kan ikke andet end nære det Haab at den høÿe Direction, paa Grund af at ieg i saa mange Aar har arbeidet ved Brandforsikkringens og andre offentlige Embeds­mænds Contoirer ved forestaaende General-Forsamling vil indstille mig til at blive ansadt som fast Fuldmægtig ved Brandforsikkringen med Gage af Cassen saaledes som Directionen og General-Forsamlingen maatte finde det passende for den lange Tid ieg har arbeidet i Brandforsikkringens Forretninger.

Dette er det ieg hermed allerunderdanigst ansøger og som ieg giør mig saa meget meere Haab om som ieg i de senere Aaringer med hvert Regnskabs Aars Slutning ved Direc­tionens godhedsfulde Indstilling ved General Forsamlingens Beslutning har erholdt et Gratiale af 200 Rbd r:S:. -

Kiøbenhavn d: 5^te October 1826

            allerærbødigst

            CKierkgaard

 

En efter moderne normer særpræget ansøgning. Den 57-årige mand havde altså i 41 år haft adskillige løse ansættelser, været udsendt til tjeneste ved Trondheim, vikarieret flere gange i også betroede stillinger ved selskabet, og så er han i øvrigt fattig; ejer kun hvad friværdien i en ”en liden Gaard” i Laxegaden kan beløbe sig til. I nutiden anses ens private økono­miske forhold naturligvis for uden betydning; snarere ville vi tillægge de mange års løse ansættelser betydning.

Müller lod Kierkgaards ansøgning følge af følgende bemærkninger:

Ved at give mig den Frihed, herved at lade følge den mig til Erklæring tilstillede Ansøgning fra Asssistent Kierkgaard hvori han anholder om at blive ansat som fast Fuldmægtig ved denne Stads Brandforsikkrings Casserer Contoir, giver jeg mig den Frihed ærbødigst at melde: I General Forsamlingen den 13^e Juli 1796 blev Casser­eren tilstaaet en Aarlig gotgiørelse for hans Tab 200 Rb og til Folkeløn 200 Rd. Fra den Tid jeg i Aaret 1810 blev ansat som Casserer ved bemelte Contoir har Kierk­gaard været min private Fuldmægtig, og det til min fulde Tilfredshed. I det første Aar nemlig 1810, erholt han af mig i Gage, den mig af Cassen tilstaaede Folkeløn af 200 Rd, men efter den Tid har jeg af egne Midler forhøÿet hans Løn med et Tillæg af 100 Rd, saa at hans Gage derefter har været, og endnu er, Aarlig i Alt 300 Rbd r.Sølv. Desuden har jeg ofte i Terminerne maattet betale en Medhjælp for Assistance ved Forretningerne, som i de senere Aar ere blevne mere besværlige og forbundne med større Ansvar, da der ved Ind og Udbetalingerne bruges baade rede Sølv og Sedler som adskillige Gange har forvolt mig Tab.

For det øvrige maa jeg ærbødigt overlade Assistent Kierkgaards Ansøgning til den høÿe Direktions behagelige Bestemmelse hvorvidt en fast Fuldmægtigs Ansættelse i Casserer Contoiret er Tilraadeligt, med Bøn at saadant ikke skeer til Tab eller videre Udgift for mig end hvad jeg hidindtil har tilstaaet Kierkgaard, da jeg foruden de her ovenfor anførte Grunde i adskillige Aar har havt bekostelige Sygdomme i min Familie og mine Børns Opdragelse og Underviisning har været og ere endnu særdeles trykkende for mig. -

Kiøbenhavn d. 9^e October 1826

            ærbødigst

            TMüller

 

Bare det ikke koster mig noget, kan I gerne ansætte ham som fuldmægtig!

Det gjorde direktionen ikke; Kierkgaard fik ikke stillingen, men fortsatte som assistent, hvilket en anden ansøger oplyser andetsteds; han fort­satte som Müllers private fuldmægtig og døde som sådan året efter.

 

Müllers utilfredshed med lønniveauet ses adskillige gange i kildematerialet. Fx skrev han 1809 med udsigt til første familieforøgelse dette promemoria, hvilket er den gængse overskrift på en henvendelse til embedsværket; her altså en ansøgning til stillingen som Controlleur:

I Dag, for 13 Aar, blev jeg antaget i Kiøbenhavns Brandforsikkrings Contoir af afg: Bogholder Wedel, for aarlig Løn 100 Rdlr; Nogle Aar derefter forhøyede han den til 200 Rdlr. - Uden at kunde have mindste Understøttelse af min Familie eller andre, var jeg i Forvejen bleven nødsaget at gjøre Laan, dels for at bestride de udfordrende Udgifter til dansk juridisk Examen, som jeg tog med bedste Karakter, og dels for at have det nødvendige Udkomme. - Denne Gjeld trykker mig endnu, endskjønt jeg ved Hr. Bogholder Worgaards faderlige Godhed imod mig, fra det Øjeblik han overtog Contoiret, eÿ aleene ved at forunde mig adskillige ham tilhørende uvisse Indkomster til Beløb 50 - 60 Rdr aarlig, men og ved paa anden Maade at vise mig Godheder, som jeg med taknemlig Hjerte stedse skal føle, og jeg af den høÿe Direction under 4 April 1804 er bleven udnævnt til Reserve i Annuitets Contoiret med 100 Rdl aarlig Gage. - Saaledes ere mine Indtægter vel forøgede til 350 Rdl aarlig, men Tidernes tiltagende Dyrtid og en Families Underhold, gjør det til en Umuelighed for mig, endog paa den meest sparsommeligste Maade at slaa mig igjennem, meget mindre at komme ud af min Gjeld. -

Ved det nu vacante Embede efter afdøde Casserer Kierkgaard, aabner der sig nogle blidere Udsigter for mig og Familie, under Forudsættelse, som jeg formoder at min Formand i Contoiret Controllør Thornam bliver ansat til Casserer, og jeg i hans Sted af den høÿe Direction gunstigst forfremmes til Controllør, samt Hr. Bogholder Worgaard, som jeg haaber, fremdeles vil beholde mig i sit Contoir. - Hvor trykkende mine Kaar end ere, og i Fremtiden kan blive ved Forøgelsen af min Familie, føler jeg dog det vilde være ubeskeden af mig og en Fornærmelse imod Controllør Thornam, om jeg som hans Eftermand og yngree i Direktionens Tjeneste, fordristede mig til at ansøge det ledigværende Casserer Embede; Derimod har jeg det grundede Haab til den høÿe Direktions Retfærdighed, at jeg, paa Grund af min lange og troe Tjeneste, som jeg fuldkommen er overbeviist om Hr Bogholder Worgaard vil bevidne, forundes det her ansøgte Controllør Embede ved Annuitets Contoiret. -

Kiøbenhavn d: 2_ Janu: 1809

ÿdmÿgst

T. Müller

Til Direktionen for Kiøbenhavns Brandforsikkring

 

At døje med studiegæld i mange år, fx 13 er ikke et udelukkende nutidigt fænomen …

Han fik stillingen, men mente stadig at have brug for, adgang til, ret til gratiale. Inderst inde syntes han vist, han lige så vel som Thornam kunne blive kasserer; han antyder i hvert fald muligheden.

I en fælles ansøgning om lønforhøjelse fra 1812 refererede Thornam og Müller til betingelserne fra 1796, og i 1813 anførte de to, at værdien af deres løn formodentlig var ¼ af dens værdi ved fastsættelsen. Både i 1815 og 1816 søgte og fik de gratiale. I 1817 søgte de igen og nu nærmest som en selvfølge:  ”paa samme Grunde som forrige Aar”.

De er i samme båd,  Thornam og Müller. Thornam havde ”gjennem adskillige Tider erholdt Forskud paa min Gage”, ydet af Müller. I november 1817 havde Müller anmodet Thornam om at tilbagebetale lånet, hvilket Thornam aldeles ikke så sig i stand til, idet han ud over sin egen familie skulle forsørge søsteren og hendes fem børn. Den eksisterende gæld på 1.500 rbd ville han gerne have øget til 2.000 rbd i form af en obligation på 1.200 rbd, for hvilken bl.a. en justitsråd Bentzen ville kautionere, og yderligere 800 rbd med sikkerhed i dennes ejendom i Næstved, som ”i Tilfælde af Salg, sikkert (dvs. måske) vilde blive betalt med henved 4.000 rbd.” Skulle det ikke være tilstrækkelig sikkerhed, ville justitsråd Müller, Theodosii ældre bror og distriktskirurg, kautionere. Bogholder Thornam tilføjede: ”Skulde Tiderne blive bedre, og Priser paa Livets Nødvendigheder lettere, vil jeg ansee det for min Pligt, at afbetale mere, saa at Gjelden om faa Aar kan være betalt".

Han har næppe selv troet på den mulighed. Men den samlede direktion underskrev bevillingen med distriktskirurg Müller som selvskyldnerkautionist.

To år senere skrev de til direktionen og beklagede, at de ikke kunne betale de aftalte afdrag!

 

Havde de to embedsmænd et umådeholdent forbrug, som deres løn ikke kunne dække? Det kan ikke afvises, men de havde reelt noget at have klagerne i.

Det er gavnligt at huske på, hvordan landets situation generelt så ud i perioden. Müllers og andres genvordigheder udspillede sig, mens der havde fundet et slag på reden sted, mens der havde fundet et bombardement af København sted, mens der havde fundet en pengeombytning sted. I det foregående århundrede havde nogle, dvs. de rige oplevet den såkaldt ”florissante handelsperiode” med deraf følgende enorme formuer, men fattigdom og social nød fandtes i lige så stort omfang som tidligere. Fast ansættelse i offentlig eller halvoffentlig stilling var efter­tragtet, som C. Kierkgaards eksempel illustrerer.

Efter de nævnte storbrande iværksattes et deci­deret byggeboom, hjulpet på vej af de mange penge, som den florissante handels­periode havde bragt til byen. Englands- og Napoleonskrigene medførte naturligvis underskud på statsfinanserne, og en voldsom inflation satte sig igennem. Kapiteltaksten for Sjællands stift var i 1812 20 gange større end i 1790’rne.[9] Det er nok sandsynligt, at prisstigningerne i København (og andre steder i landet) var noget lignende.

Med andre ord: Overforbrug eller ej, lønnen havde betragtelig mindre købekraft end i fx 1796, og når ansættelsesstrukturen var således, at personalets personlige økonomi var tvundet ind i organisationens, opstod der let kassedifferencer, -mangler og gæld.

Münter opgjorde Müllers gæld til kassen pr. 25.03.1829 til at være i alt 466 rdl  44 8/15 Sk. S. og T. samt 198 rdl 46 9/10 Sk rede Sølv som anført ovenfor uændret i august.

 

8. august, altså efter kasseeftersynet skrev Müller et ydmygt brev, et pro memoria.

Ærbødigst P:M:

Efter med S.T.[10] Hr. Kasserer Münter under 25 Martii d.A. opgjorte Kasse­beholdning, er jeg, for at samme kan svare med den virkelige Saldo bleven Kassen skyldig 410 Rbdl: 95 8/15 Sk. S.T. og 203 Rbdl: 78 9/10 Sk. r.S. hvoraf jeg dog haaber, at Noget er indkommet under min Fraværelse fra Contoiret, og desuden 170 Rbdl: Sedler, modtagne in Deposito af Konf: Bugge, for hvilken Sum Hr Münter har modtaget min skriftlige Tilstaaelse. Saare tungt vilde det være for mig, dersom jeg paa en Tid, da Sygdom i Forbindelse med huuslige Bekymringer i høi Grad har forværret mine Omstændigheder, skulde betale en for mig saa betydelig Sum; for at blive istand hertil maatte jeg i den Grad blotte mig for det Nødvendige, at jeg maatte blive udsat for trykkende Armod, Noget, som den høie Direction [… ulæse­ligt] for Ædel til at udsette en Mand for, som i saa lang Tid har arbeidet troe og redelig for Kassen. Min ydmyge Begjæring bliver derfor, at den høie Direction vil eftergive mig denne for Kassen ubetydelige Sum, eller hvis dette ei var muligt, da lade mig afbetale den paa Vilkaar, som med Hensyn paa min nuværende Forfatning ei vare for tunge. [understregninger i anden hånd]

Kjøbenh: d: 8 August 1829

Ærbødigst

T. Müller

 

Naiv må man kalde Müller, hvis han forestillede sig, at selskabet blot ville eftergive ham gælden. Det naturligvis hverken kunne eller ville direktionen.

Nu stillede det sig så heldigt, at han havde skaffet sig en kautionist, nemlig forsikrings­selskabets kontorbud, Lucas Kilian, som oprindelige var skomager. Et klassisk eksempel på, at en højere placeret medarbejder har udnyttet sin magtposition til at presse en i arbejdspladsens hier­ar­ki lavere placeret medarbejder til at indgå en aftale til gavn for kun den ene …

Afhængighedsforholdet illustreres af følgende.

Ærbødigst Promemoria!

Ved den i Aaret 1796 holdte Generalforsamling, blev Gagen for Bogholderen bestemt til 1500 rd og for Cassereren til 1000 rd, og ved et senere, i 1804, bevilget Tillæg af 300 rd for Bogholderen og 400 rd for Cassereren. - Vi have altsaa siden Aaret 1809, da den sidstnævnte Forhøielse tilstodes, nydt en Gage af 1800^rd og 1400^rd, naar undtages de temporaire Tillæg der er os tilstaaet lige med Kongelige Embeds­mænd. - Af denne vor Gage skulle vi lønne Contoirpersonalet, som ei kan leve af det nu, de i de forrige Aaringer have kundet. - Vi føle, at vi ikke u[...] største Ubillighed kunne nægte dem Tillæg, men af vore nuhavende Gage vil det være os umuligt, da Priserne paa enhver af Livets Fornødenheder dagligen stige, hvilket gjør at vi ei selv kan have vort Udkomme. - I det vi saaledes andrage dette, give vi os den ærbødige Frihed at ansøge om en Forhøielse i vores Gage, eller et Gratiale, saaledes at denne sættes i et nogenlunde Forhold til Tiderne og Priserne paa Alt, og for at vi bedre kunne lønne vore Contoirbetiente. – [… …] -

Kjøbenhavn den 22 April 1812 Ærbødigst

                                                        Thornam     TMüller

 

Bogholderen og kassereren skulle altså af den dem tillagte løn lønne deres underordnede. Det gjaldt i 1796, det gjaldt i 1812, og det gjaldt i 1826, som af C. Kierkgaard beskrevet i hans ansøgning: ” 300 Rbd ieg har privat af Cassereren.” Med andre ord er ”lønnen” ikke løn, men snarere et beløb til dækning af administrationsomkostningerne. Bogholderen og kassereren skulle af denne sum udrede løn til en fuldmægtig og sandsynligvis et kontor­bud. Det ses flere steder, at Münter omtaler sig som ”Müllers Fuldmægtig”.

En lignende ordning ses beskrevet om en kasserer i Kurantbanken, Nationalbankens ”for­gænger” 1768. Her måtte kasserer Rasmus Møller selv udrede løn til sine med­arbej­dere, herunder deres ”gageskat”.[11]

De underordnede var underlagt og altså afhængige af de foresatte. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvorfor Lucas Kilian underskrev den kautionserklæring.

 

Theodose døde 7.09.1829, begr. 11.09.1829, 57 Aar, af brystsyge og blev begravet paa Assistens kirkegård.[12] Han havde 2. juli søgt sin afsked med fuld løn, 1.700 rbd rede sølv i pension; det ville næppe være dyrt for selskabet, da han, som han selv skrev, nok snart ville dø. Dagen efter 3. juli bevidnede en regimentskirurg, at Müller den foregående vinter havde gennemlevet en ”hidsig Brystvattersot”, og at han næppe ville blive i stand til at passe et ordinært arbejde i selskabet. Müller fik bevilget 1.200 rbd i pension.

I september sad enken alene tilbage i sin lejlighed i Østergade 51 uden midler, men med bekymringer for frem­tiden. Pensionen kom ikke automatisk; den skulle søges, hvilket hun gjorde i en udateret henvendelse:

Ærbødigst P:M:

Min Mands Cancellieraad og Casserer Theodose Christian Müllers dödelige Afgang d: 7^e Septbr: har jeg allerede taget mig den Frihed at anmelde for den höie Direction, ved hvilken Anled­­ning jeg modtog et Bevis paa Directionens Ædelmodighed, som jeg stedse skal erindre med inderligste Taknemmelig­hed. Uden denne Hjælp vilde min Forfatning have været fortvivlet, endskjønt den endnu efter denne Hjælp vedbliver at være sørgelig og min Stilling for Fremtiden usikker; thi min Mand efterlod mig aldeles Intet; for ei at blive plaget af Creditorer, saae jeg mig nødsaget til at lade alt mit Bohave komme til Skifterettens Behandling, saa at jeg, naar Creditorerne saavidt muligen, ere blevne betalte; Intet beholder tilbage. Hertil kommer at min

[her mangler vist en linje … …]

Under saadanne ulykkelige Omstændigheder er min ydmyge Bøn til Directionen at den høie Direc­tion gunstigst vil indstille mig for Generalforsamlingen til en Pension, passende med min Mands Embeds­stilling ved Contoiret, og med min Ulykke, som den höie Direction vist vil erkjende naar Directionen gunstigst tager i Betænkning, at jeg fra ingen Casse, offentlig eller privat kan vente mindste Understøttelse, at Tabet af mit Boe sætter mig i den Nødvendighed at anskaffe mig nyt, og at endeligen den sidste Tids Uheld har tvunget mig til at gjøre Gjeld, som jeg uden Opnaaelse af en tilstrækkelig Pension aldrig kan vente at faa afbetalt. Uden gunstig Bønhörelse af denne min Bøn, vil bestandig Armod blive mit visse Lod. Min Fremtids Lykke og Held, min tilkommende Skæbne hviler derfor ganske i Directionens Haand

Ærbødigst

Amalie Wilhelmine Müller

født Hansen

Som laugværge

[ulæselig sign.]

 

Ansøgningen blev anbefalet af flere; bl.a. skrev overbibliotekar og professor Werlauff:

Afdøde Cancellieraad Müller var mig i mange Aar bekiendt, som en Mand af ædel og retskaffen Karakter og hvis egen Vandel hverken fremkaldte eller foranledigede de Uheld der formørkede hans sidste Dage og maaskee forkortede hans Liv. - Jeg tillader mig derfor, til ovenstaaende Anbefalinger for hans nedbøiede Enke at føre det Vidnesbyrd, at hun, efter min fulde Overbevisning er, ifølge sin Stilling, ikke mindre trængende, end ved sit personlige Forhold, som Hustrue og Moder, værdig til den Pension, som det maatte behage den ærede Direction at forunde hende, som Enke efter en troe og virksom Embedsmand.

Kbhvn. d. 25^de Sept. 1829

ærbødigst

Werlauff

Overbibliothekar og Professor

 

Werlauffs formulering tyder på, at Müllers administrative metoder ikke bare var hans; de var udbredte og alment accepterede. Det må formodes, at enken med så fremtrædende fortalere fik bevilget en vis pension.

Hun havde i 1829-30 ikke betalt sin mands gæld til brandkassen; den hang kontorbud Kilian på; eller rettere hans enke. Hun forsøgte adskillige gange at slippe, men måtte acceptere en obligation, der skulle afbetales over ti år.

 

Amalie Wilhelmine døde 27. oktober 1871. I Hvidebogen ses, at hun efter sin mands død hensad i uskiftet bo, og at hendes arvinger, sønnen, cand.phil. Thorvald Müller, lærer i Fuglse på Lolland, og den afdøde søn, Axel Müllers to børn, sønnen Thorvald Müller, møllebygger og datteren, Wilhelmine Müller, gift med medundertegnede Peder Hansen, som er landmand, ønsker at skifte privat. Alle er ”fuldmyndige”.

Arveafgiften på 3 rdl 3 mk 9 sk blev betalt 29. april 1872. Formuen var 478 rdl 5 mk 14 sk.,[13] hvilket tyder på, at enken har modtaget en pension.

Barløse kirkebogs beskrivelse var ikke helt præcis. Var Müller andet end en almindelig funktionær? En betroet post, jovist, Müller havde at gøre med store beløb; i et ministerium, knap nok, men brandforsikringsselskabet var officiøst; justitsråd, næh, men kancelliråd smager dog af royal bevågenhed og anerkendelse. Alt tilstrækkeligt til at dupere en landsbypræst.

 

 

Kilder:

Kjøbenhavns Brandforsikkrings arkiv, pakken Sager vedr. brandforsikringens personale (1770-1867), løbenummer 2, Sag om en ved kasserer, kancelliråd Møllers død forefunden kassemangel, 1829

Kirkebogen for Barløse sogn, Odense amt, 1800-1814 https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=178604#178604,30299231

Kirkebogen Helligånd sogn, Sokkelund herred, fol. 469, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=204088#204088,38714071

Landsover- samt Hof- og Stadsretten, Københavns Skiftekommission, Hvidebog, 37, 1870-4-30 1872-3-30, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21803610#417661,37832228

 

 

Litteratur:

Danmarkshistoriens hvem hvad og hvornår, Politikens Forlag 1994

Falk-Jensen & Hjorth-Nielsen: Candidati et examinati juris 1736-1936, downloadet fra Danske Slægtsforskeres Bibliotek

A.G. Hassø: Københavns Brandvæsens Historie, Kbh., 1931

Sigurd Jensen: Et regnskab fra rokokotiden, Historiske Meddelelser om København, 1969, p. 31, set maj 2022 på adressen https://user-9y8ca5x.cld.bz/HistoriskeMeddelelserOmKobenhavn-1969/31#zoom=z

H.Chr. Johansen: Danmark i tal, Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, bd 16

Illustrationer fra

Jens Engberg: Den standhaftige tinsoldat, En biografi om Frederik 6., 2009

Rasmus Glenthøj & Morten Nordhagen Ottosen: 1814, Gads Forlag 2014

 

 

 

---

[1] Det læste jeg i hvert fald i Fogtdals Illustreret Tidende.

[2] Sådan bogstaverede organisationen sit navn, altså med to k’er. Arkivalierne beror hos Rigsarkivet, i pakken Sager vedr. brandforsikringens personale (1770-1867), løbenummer 2, Sag om en ved kasserer, kancelliråd Møllers død forefunden kassemangel, 1829. Arkivet findes ikke på Arkivalier­online, men er affotograferet af mig. Der findes derfor nu kopier i mit arkiv.

[3] En forespørgsel i Danske Slægtsforskere, Forum (https://forum.slaegt.dk/index.php?topic=113835.0) blev besvaret af bl.a. en Hans Peter Christ­iansen, som jeg takker. Theodosii dåb ses i KB for Catharinæ sogn, p.90, 1771 fjerde søndag i fasten, 29.marts  (https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=167958#167958,28206677). Præsten har noteret, at Theodosius er tredje søn.

[4] se note 3

[5] Barløse kirkebog, hvorfra min interesse for personkredsen stammer

[6] Danmarkshistoriens hvem hvad og hvornår, Pol Forlag 1994, p. 194ff

[7] Og det skal nok tages med et gran salt, idet han ikke figurerer hos Falk-Jensen & Hjorth-Nielsen: Candidati et examinati juris 1736-1936

[8][8] I 1806 bevilgede Den Kongelige Kasse brandforsikringsselskabet 85.000 Rdl. A.G. Hassø: Københavns Brandvæsens Historie, Kbh., 1931, p. 236ff

[9] H.Chr. Johansen: Danmark i tal, Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, bd 16, p.144

[10] S.T. er en forkortelse for Salvo Titulo, en høflighedsformel, der betyder, at skriveren kender mod­tagerens titler, men udelader dem, eller netop ikke kender dem, men er høflig nok til at antyde, at mod­tageren har nogle fine af slagsen.

[11] Sigurd Jensen: Et regnskab fra rokokotiden, Historiske Meddelelser om København, 1969, p. 31, set på adressen https://user-9y8ca5x.cld.bz/HistoriskeMeddelelserOmKobenhavn-1969/31#zoom=z

Også Rasmus Møller kom i økonomisk uføre pga sit spil i tallotteriet. Det viste sig i sommeren 1777, at han havde tilegnet sig 237.669 rdl., som var brugt på husførelse og lotteriet. I øvrigt blev embeds- og gageskat indført 1768 som en fast procent af alle gejstlige og verdslige embedsmænds lønindtægt. Den varierede mellem to og ti procent afhængig af lønnens størrelse. Birgit Løgstrup: Jorddrot og offentlig administrator, Rigsarkivet, 1983, p.140

[12] KB Helligånd sogn, fol. 469, SallData opslag476, http://ao.salldata.dk/osd_vis.php?bsid=204088&side=476

[13] Hvidebogen https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=21803610#417661,37832228