High Line Park, New York

I 1970'rne var Kaj Løvring det store hit blandt datidens stand-up komikere. Han var vistnok fynbo og fik af den grund noget af en aha-oplevelse, da han første gang kom til København med toget og gik op ad trappen på hovedbanegården:

”Jeg var ikke klar over København lå på 1. sal.”

Det gør den, og det er der så meget andet, der også gør. Bl.a. har New York en park på 1. sal.

Med stier, bænke og blomster. Desuden nogle rustne jernbanespor.

Parken er nemlig en nedlagt jernbanelinje, en jernbane altså på 1.

Den løber som sagt ikke længere. Engang kom togene susende nordfra ned langs Hudson-flodens vestre løb medbringende mælk, kød og alskens andre varer. Kød, nå ja, måske en association fra banens endestation, Meatpacking District. Andre stednavne i området er Chelsea og Greenwich Village.

Her ender sporet

Jernbanen blev bygget i 1930'rne efter lange diskussioner om, hvordan man kunne undgå de mange dødsulykker med tog i gadeplan. En af de vestlige avenuer blev kaldt Death Avenue, så det var en livsbesparende løsning at flytte togene op på 1.

Ca. 50 år senere var lastvogne blevet så populære, at jernbanetransporten mindskedes, og linjen blev nedlagt.

… og her går trappen op til High Line Park

Sædvanligvis ville det betyde nedrivning, men en gruppe togentusiaster organiserede modstanden mod ødelæggelsen og fik efter lang og hård kamp bystyret med på ideen om om nyttiggøre det langstrakte område for offentligheden. I 2009 åbnede første afsnit, det sydlige ved Gansevoort St. og parken strækker sig op til 30^th St.

Tjek også hjemmesiden ud: http://www.thehighline.org

Fornemmelse for spor

Og så kan det i øvrigt anbefales, når man er på de kanter – altså omkring Gansevoort St og lidt sydover, i nærheden på hjørnet af Jane St at besøge Bistro Corner, hvor der serveres klassiske amerikanske burgere af bedste kvalitet. Der er ikke meget fedt og fancy over stedets servering, men det er fremragende.

 

Da alt anvendtes efter sin bestemmelse

Lidt længere sydpå finder vi Christopher St. I nr. 55, kælderen ligger et overmåde hyggeligt lille jazzsted – det hedder ”55”, og der er levende musik vistnok hver aften. Selv den aften, det var århundredets snestorm (25.dec. 2010), stablede de et lille band på benene til erstatning for dem, der ikke kunne komme frem.

Iversen om Packness

Arkitekt Erik Iversen udgav 2011 en bog om arkitekten Ejnar Packness, ”Packness – arkitekten”, udgivet af Hasserisstuerne, den lokalhistoriske forening  Hasseris.

Jeg skrev denne omtale af bogen.

Fra Packness "Skizzebog", Teatro Novedades, Sevilla, 1904

Administrationsbygningen på Boulevarden, Børneasylet i Jyllandsgade, Markuskirken, adskillige villaer i Hasseris, men også jernbanestationer på Hvalpsund-banen, rådhus i Frederikshavn, kirker, ja, man kunne blive ved. Alle er tegnet af arkitekten Ejnar Packness, en produktiv herre.

Mylund kirke på Den jyske Ås er tegnet af Ejnar Packness

Det samme er Erik Iversen. Han har skrevet bogen om Packness – bogen, den ultimative. Som sin hovedperson er han arkitekt, har tidligere skrevet om byplanlægning i Aalborg og er nu gået ombord i en de arkitekter, der stærkest prægede Aalborg by i det 20. århundrede. Adskillige fonde, heraf flere overmåde velhavende har bidraget til det vældige værk, næsten 400 sider med utallige illustrationer. Her er planer, snit, opstalter, fotos og jeg skal komme efter dig i rigelige mængder. Så glad er Iversen f. eks. for loggiaen på ”Fremtiden” på Vesterbro, at den afbildes to gange. En smuk bog er det.

Erik Iversens begejstring skinner tydeligt igennem. Jeg har endnu ikke fundet et negativt udsagn om hovedpersonen. I det hele taget er Iversen et positivt menneske. Der er stort set ingen trykfejl, og sproget er plastisk, indlysende og enkelt som Packness' bygninger. Han taler f.eks. om en djærv etageejendom og om et underfundigt boligkompleks.

Sproget er djærvt, for nu at anvende forfatterens favoritadjektiv.

Bogen er delt i tre afsnit, hovedpersonens levnedsløb, nogle features og endelig et afsnit med værkanalyse. Sidstnævnte udgør mere end halvdelen og forekommer mindre stringent. En del oplysninger har vi fået i de foregående afsnit. Forståeligt nok er det yderst varierende, hvad der kan være at fortælle om alle opgaver, og ikke meget undgår Erik Iversens skarpe blik. Man mangler enkelte steder nogle forklaringer lidt ud over det rent arkitektoniske. Hvorfor hedder Børneasylet Frederik den Syvendes, når det er opført 1911 – 12? Hvorfor kaldes husene på Langersvej i Hasseris i folkemunde tobaksmesterhusene, når etatsråd Langer var direktør for De Forenede Tekstilfabrikker?

Yderst interessant er de såkaldte features, hvor forfatteren bearbejder Packness' tilgang til opgaverne, hans faglige holdninger. Interessant er f.eks. holdningen til restaureringer. Hyppigt tilstræber arkitekter en tilbagevenden til det originale udtryk, hvilket ifølge Packness også betyder, at man fjerner bygningens mellemliggende historie. Mange arkitekter ved for meget om stilarter, mener Packness. Og vi erindrer om, at Erik Iversen for Aalborg kommune har udarbejdet en række stilblade til hjælp for nutidens beboere ...

Her har han skrevet en bog, der vil være til umanerlig fornøjelse for mange.

Erik Iversen: ”Packness - arkitekten”

380 sider, rigt ill., 325 kr.

Udg. af Hasserisstuerne, den lokalhistoriske forening i Hasseris

©  Per Pilekjær, 2011

Interview med forskningschefen

Det handler om forskning - og formidling

Interview med John T. Lauridsen, forskningschef, dr. phil., Det kongelige Bibliotek, København, foråret 2005
”Både frihedskæmpere og nazister skal have ansigt – hidtil har vi ikke villet forstå dem”
Det kongelige Bibliotek i pressen. På grund af den triste sag om tyveri af kostbare bogværker er det set nogle gange i de seneste måneder (dvs. i 2004 – 2005, pp).
Men under sagen har arbejdet ufortrødent gået sin gang inden for Den sorte Diamants skrå glasfacader. Men hvilket arbejde? Hvad sker der?
Jeg har talt med bibliotekets forskningschef, historikeren, dr. phil. John T. Lauridsen.
- Det Kongelige Bibliotek har flere formål, fortæller han. - Det er Danmarks Nationalbibliotek, det er Københavns Universitetsbibliotek, og så har vi nogle forsknings- og museumsopgaver. 
- Som nationalbibliotek skal vi indsamle og opbevare bøger, tidsskrifter og meget andet. Det hedder i formålsparagraffen, at samlingerne skal bevares, sikres og overleveres til eftertiden, og de skal stå til rådighed for forskerne.
- Forskningsafdelingen er ganske lille med ca. 2 % af bibliotekets samlede budget. Omkring halvdelen er koncentreret om musik, hvor biblioteket er primus motor i den stort anlagte udgivelse af Carl Nielsens musik. Ca. 30 bind frem til 2008. Desuden en altomfattende udgivelse af Carl Nielsens breve i mange bind. Det er et rigtig flot arbejde på højt videnskabeligt niveau.
Vi spurgte forskningschefen, hvorledes Det kongelige Biblioteks indsatsområder inden for forskningen defineres.
- Det skal have noget med samlingerne at gøre, og vi skal arbejde bredt inden for humaniora. Det er min holdning, at vi ikke blot skal give omverdenen den forskning, den forventer at få, men også noget den ikke forventer. Populært sagt skal forskningen ikke blot stryge folk med hårene, men også mod dem.
John T. Lauridsen fortsætter:
- Vi har et lille forskningsmiljø, så det er også fair at sige, at de enkelte medarbejderes interesser spiller ind. Og vi siger nej tak til at deltage i projekter, hvor vi ikke har ekspertisen. 
- I mange år har din egen forskning fokuseret på besættelsens historie. Hvorfor netop den periode? Der er jo skrevet mange reolmeter om den.
- Det er jo meget lystbetonet. Det er ikke en veltilrettelagt plan, fortæller John T. Lauridsen og spørger sig selv: - Hvad bliver ens projekt? – Jeg har 3- 4.000 bøger om besættelsen. Da de var læst, kom der et punkt, hvor man begyndte at skrive selv.
- Jeg blev ansat på Det kongelige Bibliotek, og alene det at se hæfter, pjecer, billeder, at se materialerne fysisk, det satte noget i gang. Det er vigtigt at huske, at nazismens politikform og offentlighedsform er billedlig. Alle partier har plakater o.s.v., men ingen andre er i den grad gennemsyret af billedmæssig fremtræden som nazismen. Det var en rent iscenesat politik.
- Men nazisterne var jo en lille, ubetydelig gruppering?
- Tja, grundlæggeren af forskningen i besættelsestidens historie, Jørgen Hæstrup hævdede altid, der ikke var nogen nazisme i Danmark, derfor blev der selvfølgelig ikke forsket i den. Hæstrups kvaliteter ufortalt, hans holdning var useriøs, mener den nutidige historiker og fortsætter:
- Omkring murens fald og kommunismens sammenbrud skrev en kollega om de danske kommunister. Hvis det kunne lade sig gøre at skrive om disse få, kunne det vel også lade sig gøre at skrive om andre få. Og grundlæggende er det mit synspunkt, at vinderne og heltene har fået deres.
- Modstandsbevægelsens stemme er der tilsyneladende heller ikke mange, der vil høre. Den er måske ubekvem for både samarbejdspolitikernes og modstandsbevægelsens forvaltere af det historiske arvegods. Den hænger jo alt og alle ud, og jeg har til dato ikke kunnet rejse penge til at få lavet en grundig undersøgelse af holdningerne i den illegale presse. Men: Vi har længe helt manglet tabernes stemmer.
- Da min bog om Frits Clausen udkom her sidste forår, blev jeg direkte spurgt af en højt estimeret besættelsestidsforsker: Skal taberne absolut have et ansigt? 
- Nærheden i tid gør vel engagementet større hos både aktører og historikere?
- Professionalismen er tabt, hvis man har en ”sag,” slår John T. Lauridsen fast. - Selvfølgelig skal man have en holdning, men man skal jo ikke tage parti. Skal man holde med Corfitz Ulfeldt? Jeg taler ikke om rehabilitering, det kommer ikke på tale, men man må forstå, hvad der driver de mennesker.
- Med tilbagevirkende kraft er det tilsyneladende indlysende, hvorfor nogle blev frihedskæmpere. Den gang var det bestemt ikke indlysende for de fleste, og forbundet med store omkostninger for de få, der tog skridtet. Det er en da en forklaring værd? Omvendt synes det os umuligt at forstå, at nogen dengang kunne blive nazister. De måtte jo være syge eller svagt begavede o.s.v. Blot vidste de fleste danske nazister ikke, hvilke forbrydelser de skulle blive forbundet med og tage kollektiv skyld for. Det hører med at få den samtidige sammenhæng frem. Det er ulig lettere at sidde med taber-vinder facitlisten bagefter.
- Hvad bliver det næste, der udkommer fra din hånd? spørger vi uden at vide, hvilken glød vi tænder.
- Nogle kildeudgivelser, blandt andet Gunnar Larsens dagbog. Gunnar Larsen havde som bekendt store økonomiske interesser i cementindustrien og blev optaget i regeringen som såkaldt upolitisk minister for offentlige arbejder juli 1940. Han var groft sagt taget med i regeringen som gidsel og blev både under og efter krigen prügelknabe for store dele af politikken. Han bad ikke om at komme i regeringen.
- De officielle referater af regeringsforhandlingerne er beslutningsreferater. Gunnar Larsen refererer også, hvad andre end han selv mener. Det giver et meget mere nuanceret billede. Flere andre ministre skrev også referater, men ikke samtidigt og slet ikke i dette omfang – 2.500 maskinskrevne sider.
John Lauridsens engagement i emnet skinner stærkt igennem. Han fastslår:
- Derfor er det vigtigt at udgive hans dagbøger. De omhandler den interessante periode fra januar 1941 til august 1943 – det er stærke sager.
- Du er blevet tilbudt stilling ved bl. a. Aalborg Universitet. Hvorfor sagde du nej tak?
- Det gode ved at være på Det kongelige Bibliotek er samlingerne. Og Rigsarkivet ligger ved siden af. Materialet er oftest lige ved hånden. Jeg har skrevet om bl.a. Klatterup kvarteret i Esbjerg, hvor jeg kommer fra, om marginaliserede, om Christian IVs finanser og om dansk nazisme. Journalist Vilhelm Bergstrøms dagbog 1939-45 udkommer til april. Det gør også et nyt leksikon: Gads Forlags hvem var hvem 1940-45, som jeg er medredaktør af. En bog om østrigsk nazisme udkommer til efteråret på engelsk. Alt det kan man beskæftige sig med - og være ansat på Det kongelige Bibliotek.
Konklusionen er uimodsigelig:
- Hvis man er frimærkesamler og får lov at være det på fuld tid, er det ikke at kimse ad. Selv om jeg ikke er samler! Det er forskning, det handler om – og formidling.
Litt. omtalt i artiklen:
Vilhelm Bergstrøm: En borger i Danmark under krigen. Dagbog 1939 – 45, 1-2, Gads Frolag, 2005
John T. Lauridsen, udg.: Føreren har ordet! Frits Clausen om sig selv og DNSAP, Det Kongelige Bibliotek og Museum Tusculanums Forlag, 2003
Gads Leksikon, Hvem var hvem 1940 – 1945, red. af Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen og Aage Trommer, Gads Forlag, 2005
copyright Per Pilekjær 2005

Det rummelige London

Efter en ferie i London 2007 skrev jeg denne beretning om Brick Lane, The Old Truman Brewery og andet


Det er en kendt sag, at London har meget at tilbyde. Flere besøg stiller ikke sulten, når en by giver så meget. OK, andre storbyer kan det samme – derom på et andet tidspunkt. Her gælder det London, som er så rummelig fra utallige synsvinkler.
Lad os bare tage det rummelige arbejdsmarked. Det er forlængst indført i den britiske hovedstad. Hver nat, når undergrundens slidte tog indstiller kørslen, invaderes tunnellerne af mørklødede mænd med pandelygter og samlegrej. Sammen med rotterne rydder de ud i de rejsendes efterladenskaber. Af sikkerhedshensyn er affaldskurve afskaffet. Her kunne nemt g(l)emmes en bombe. Så alt smides, hvor man står, og det giver arbejde til (et fåtal af) de tusinder af fortrinsvis afrikanere, der drømte om en plads i solen og rejste fra Afrikas til Londons mørke. Ikke mange er i stand til at forestille sig, hvilke livsvilkår disse og deres illegalt indvandrede ligestillede må friste.
Brixton er kendt som tilholdsstedet for disse især vestafrikanske indvandrere. Tidligst bosatte flygtede franske huguenotter sig på stedet. De blev suppleret af jøder og senere af jamaicanere. Nu ser det mestendels sort ud derude sydpå.
Drager man mod det østlige London, møder man asiatere. Mens kineserne har slået sig ned i Chinatown nær det centrale London, har indere, pakistanere og især bangladeshere fundet sig et sted i området omkring Brick Lane. Her er gadeskilte på både engelsk og bengali, og selvfølgelig er der en bande af indvandrerdrenge, der ikke har noget at tage sig til. Brick Lane Boys skal man ikke skubbe til, hvis man vil undgå snitsår.
Men Brick Lane er også rummelig. Det vrimler med tøjbutikker og gallerier. Er man en ung dansk wannabe-designer, skal man kikke sig omkring i dette område. Rummelighed er ikke en påtaget stil – den leves. Enhver kan få chancen, selv om man ikke møder mange Gucci-solbriller eller Vuitton-tasker. Her ska’ man bare ha’ cigaretrørsbukser, der sidder som var de malet på, og plimsolees. Plimsolees er flade, enkle lærredssko til fem pund, sandsynligvis med navn inspireret af Plimsoll, den engelske parlamentariker, der kæmpede for bedre lovgivning om skibes indretning og udstyr til sikring af søfolkene og ganske uretfærdigt fik plimsolleren opkaldt efter sig.
Mode kan forekomme lige så tilfældig som sproglige finurligheder. Og synes en midaldrende dansk mand, at moden i Aalborg er besynderlig, rystes man i sin grundvold over, hvad unge londonere finder på. Men samtidig bestyrkes man i den opfattelse og det håb, at unge altid – altid har mod på at finde nye veje, nye udtryksformer.
Banksy har i den grad fundet sin egen udtryksform. Han er et af de hotteste navne i London lige nu, en anonym graffiti-kunstner, der ikke nøjes med tags på husgavlene. Nu arrangeres udstillinger med hans værker, hvortil f. eks. hører en levende elefant... sprayet pink. Det er også lykkedes ham at male en graffiti på Buckingham Palace. Det fortælles, at popikonet Christine Aguilera har købt et af hans værker til 25.000 pund og Angela Joli sågar et til 100.000 pund. Selv om det måske kun er rygter, er Banksy himself et ikon nu. Jetset’ets kunstner.
Han er et af mange produkter af Brick Lane-kvarterets stærke energier, der manifesterede sig på et nedlagt bryggeri. I sig selv en dødssynd at nedlægge et bryggeri, men her er der kommet en masse interessant ud af det.
En jøde kom for mange år siden til London, hvor han ernærede sig som bager. Der skulle imidlertid ske mere, så han lånte en anseelig sum i banken og købte vistnok i 1988 the old Truman brewery. Truman, Hanbury and Buxton havde eksisteret i flere hundrede år på det vældige areal, men blev nu lejet ud til alskens initiativrige folk, mens ejeren hver morgen stod og bagte brød i sin lille butik, der dog flyttede ind på området. Den findes stadig, nu som café – café 1001 – og i nogle år med et blakket ry som misbrugets fixpunkt. Et baglokale uden belysning var stedet, hvor heroinen kunne indtages i fred og ro, hvad f. eks. Pete Doherty nød godt af. Pete Doherty har været kæreste med supermodellen Kate Moss, der også køber Banksy-kunst. Historierne hænger sammen.
Han oprettede sammen med Carl Barât undergrundsbandet The Libertines. Nu spiller han i Babyshambles og går til excesserne i alt, hvad han foretager sig – alt. Men ikke længere på café 1001 i the Old Truman Brewery. Her kan almindelige mennesker indtage en lækker muffin med caffelatte.
Nabobutikken ligner om formiddagen et flyttefirmas domicil. Kl. middag åbner den, og nu er den en café. Papkasserne viser sig at være af et fastere materiale, der kan anvendes som stol. De tommetykke bordplader hænger højt, men pizzaerne er glimrende, og mediernes kritiske madanmeldere kunne sagtens finde noget godt at sige. Man føler sig næsten hensat til skovrestauranten, hvor de fredelige forbrydere i ”Blinkende lygter” udfolder talenterne.
På mange måder er der dømt Christiania over det gamle bryggeri, men her er sandelig også nyt byggeri i glas, aluminium og stål. Mod det ene gadehjørne møder man 1970’er protest og samfundskritik. 180 grader modsat ses blankpolerede gallerier og strømlinede tøjforretninger med ekspeditricer i hotteste outfit. Og det nyeste nye? Engang var det en genbrugsbutik, så blev det en secondhand shop. Nu er vintage ikke bare en portvinsklassifikation. Nu handler det om vintage clothing. Hele tiden en tand fornemmere. En tand dyrere. En tand mere eksklusivt. En tand mere engelsk. Hvornår kommer den første i Aalborg?
Leve det frie initiativ. Jøden lever stadig, nu som pensioneret mangemillionær.
Mange boligejere i kvarteret omkring Brick Lane og lidt længere mod øst kan nok også se frem til en anden og bedre økonomisk status inden for en overskuelig årrække.
De olympiske Lege 2012 får hovedkvarter i Stratford, kort mod øst. Et kvarterløft, der vil noget, men givetvis også med enorme forandringer for den mindre velbeslåede del af befolkningen. Nogle vil være heldige, men resten... Hvor skal den mon flytte hen?
Hvor slår kunstnerne sig ned næste gang? Hvor finder de fattige en simpel bolig? Hvor skal turisterne drage hen for at se det anderledes, det provokerende, det fremtidsskabende? London er rummelig. Der viser sig et sted og en mulighed.
Copyright Per Pilekjær, 2007

Aalborg by night

Martin er gadesælger. Ikke at han sælger frygtelig mange gader. Han sælger NORDJYSKE, så ham kan vi lide. Der udover har han en væsentlig kvalitet: han kan lave suppe.

Det erfarede seks midaldrende aalborgensere forleden.

Ja, nu siger jeg midaldrende aalborgensere. Blot en er indfødt her i staden. En er ankommet hertil i sin pure ungdom, vi andre er indvandret pø om pø. De sidste for 30 år siden, og det sammenholdt med at den nævnte pure ungdom forløb for omkring 40 år antyder noget om begrebet ”midaldrende”.

Vi har i vor midte en yngre mand – han er en af de ældste og stadig ikke folkepensionist. Han vil for guds skyld ikke kaldes pensionist, så lad os kalde ham for rentieren.

Han er optaget af sin by, han kender den rimelig godt, og han planlagde et event sidste fredag. Vi skulle på øl- og værtshustur! Han arrangerede med sin vanlige samvittighedsfuldhed og sans for det skæve en turné, som efter programmet at dømme forekom os en anelse hæsblæsende. Det gik nu meget godt, skal vi straks berolige læseren, som måske osse stadig undrer sig over, hvor Martin kommer ind.

Første stoppested var ”Kulturcenter” i skurbyen, hvis rette navn vist nok er Fjordbyen. En samling småhuse, bygget af de forhåndenværende materialer og beboet af en munter blanding af eksempler på den menneskelige race. Det var denne enklave, der for nylig mistede sin borgmester, og trods det at der endnu ikke er valgt en efterfølger, fungerer bebyggelsen stadig, som den altid har gjort, nemlig som et selvforvaltende, anarko-kaotisk samfund med styr på tingene. Der er ved at ske et skred i beboersammensætningen, idet fællesskabet bliver invaderet af besynderlige personer fra det ydre samfund. Hvordan det vil udvikle sig og påvirke atmosfæren … tja, men lad nu det ligge.

Vi fik vores øl. Det var jo det, vi var kommet for, og stemningen blev naturligvis løftet af, at Danmark i samme moment sikrede sig en plads i håndboldfinalen. Der var en overvældende god stemning med snak og drillerier, som sandsynligvis var genbrug, genkendt og genkendelig for alle på ”Kulturcenter”.

Videre. Cyklerne førte os til ”Ulla Terkelsen London”. Det er det nye in-sted, afløser for ”Ib Rehné Cairo” og ejet af samme Helene, som har fået et rigtig rart sted ud af den aparte placering på et trafikalt strøg. Højt til loftet, levende musik, erotisk kunst på væggene og på herretoilettet, så her kan man møde kolleger og betragte den aalborgensiske ungdom til den modne side. Vi konsumerede en fadøl af Classic-typen, veltempereret og lettilgængelig. Det er absolut et sted, man vender tilbage til. Bl.a. for at smage de engelske øl, som måske er bedre end deres rygte.

Næste vandingshul var sagnomspundne ”Victoria”, et af de gamle, tilrøgede værtshuse med sin egen historie fra vores venstreorienterede ungdom. Sliddet aflæses uden vanskelighed, de rå træborde er glatte af alder, og de brune vægge pyntes af løse ledninger, men øllet er den samme som i forne tider. Diskussionen drejede sig bl.a., hvad ”Maxim” hed, før den kom til at hedde ”Maxim”. Eller eksisterede den overhovedet, før den fik sit navn? Svaret blæser i vinden, indtil vores lokalhistoriker finder det.

Således forsynet med tre genstande bevægede vi os videre til Studenterhuset. Den havde vi andre ikke set komme, men det var vældig hyggeligt at tilbringe en stund der. For nogle af os var det første gang. Er det ikke for unge, i særdeleshed for studenter? Jo, sikkert nok. Vi var de eneste i vores aldersgruppe, men vi fik dog lov til at sidde uantastet! Midtvejs i turneen valgte et par en opkvikkende kop kaffe. Maskinkaffe, men ok. Det kan ærgre, at man ikke greb chancen for en Carlsberg 47 til 20 kr., men aftenen lå stadig lang foran os.

Således orienteret mod det unge miljø gik turen til – of all places – ”Tusindfryd”. Osse et nyt sted for flertallet i teamet.

Lige som skurbyen er det en flok mennesker, der organiserer alt selv. Her som bekendt nogle unge mennesker, og det fungerer flot. For en ølsmagetur var den store overraskelse, at her fås Limfjordsporter på fad. Denne specialitet er selvfølgelig velkendt for alle, men det er et særsyn, at den fås på fad. En velskænket stor oplevelse. Man kunne måske forestille, at vi mødte Martin her, men nej. Dog er han på vej.

Det gik nemlig mod midnat.

Det skal nævnes, at vi hos rentierægteparret havde indtaget et opulent måltid i form af hjemmelavet pølse og kålrabi, hvortil vi drak Refsvindinge Nr. 16 og Thisteds Brown Ale, fulgt af et fremragende ostefad med Köstritzer Schwartzbier (fantastisk valnøddesmag til blå oste). Det kan derfor undre, at sulten begyndte at banke på, hvad den vitterligt gjorde.

Vort næste sted vil jeg af visse hensyn ikke navngive, men det er et lille sted, som osse er indhyllet i tobaksrøg. Servicen ydes at en kvinde, som ikke nøjes med at servere øl for gæsterne. Man skal jo være sikker på varernes kvalitet, som derfor testes hyppigt.

Se, rentieren havde forudset den sultne tilstand og aftalt med værtinden, at der skulle indtages suppe under opholdet. Værtindens problem, som hun vist ikke havde – været i stand til at – forudse/t, var, at hun ikke disponerer over køkkenfaciliteter. Men hendes overbo hedder Martin. Martin bebor en lejlighed i samme ejendom som dette ubemeldte værtshus.

Vi kan fortælle, at Martin kan lave suppe – i hvert fald af de indkøbte ingredienser. For første – og ifølge Martin – eneste gang havde han indgået en aftale med værtinden om at levere suppe til en gruppe gæster. Derfor troppede han og kæresten op kort før midnat medbringende to gryder spilkogende suppe. Værtinden smed den ene på vores bord, Martin stillede den anden, sendte os et stort smil og sagde velbekomme, idet han dog formulerede en vis distance til projektet. Han havde i virkeligheden ikke noget med det hele at gøre! Vi var glade for, at han havde så meget med det at gøre, at der kom suppe ud af det.

Pludselig gik det imidlertid op for os, at vi stod over for en ikke uvæsentligt problem: tallerkener og skeer.

Der var ingen hjælp at hente hos den fåtallige personale, nemlig værtinden. Hun disponerede over siger og skriver én ske, som hun dog med en storslået gestus overlod til vores brug. Senere fulgte en teske. Heldet tilsmilede os dog, da et vågent teammedlem, lektoren, øjnede en flok kaffekopper af mærket Scanomat på en hylde bag baren. Dem snuppede vi, og således indtog vi på alternativ vis Martins fortrinlige suppe.

Han vandt yderligere sympati, da han som sagt fortalte, at han er gadesælger for NORDJYSKE.

Med mæthed følger ofte en vis ladhed eller træthed, så vi nøjedes med blot et besøg mere. Kursen gik hjemad – i vestlig retning, og vejen faldt forbi Aalborgs ældste værtshus, ”Alpha” på hjørnet ved Jens Bangs Vej. Mere end 100 år er der serveret bajersk og andet øl på stedet, og jeg mener serveret. Den søde unge servitrice bragte drikkevarerne til bords. Herligt. Classic og til et par af os Murphys Stout, som er tynd og plasket i forhold til Limfjordsporteren. Sidstnævnte fås på flaske, hvilket vi ikke opdagede, før det var for sent.

Hjemad gik det efter en begivenhedsrig aften med øl, munter samtale og uvante oplevelser.